-
Otte minutters skideballe: Rusland langer ud efter dansk ambassadør efter Berlingske-interview
المصدر: BDK Borsnyt / 13 ديسمبر 2023 13:24:06 America/New_York
Rusland intensiverer angrebene på Danmarks ambassadør i Moskva, Jakob Henningsen. Først skulle den danske ambassadør stå skoleret i det russiske udenrigsministerium for et interview til Berlingske i sidste uge. Nu går ministeriets talsperson, Marija Zakharova, så til frontalangreb på Jakob Henningsen, som hun beskylder for at bryde de diplomatiske spilleregler: »En ting er den totale mangel på respekt. I Europa har mange åbenbart for længst glemt reglerne for diplomatisk anstændighed,« lød det tirsdag fra Marija Zakharova på hendes ugentlige pressemøde, inden hun dedikerede de næste otte minutter til at gennemhegle Danmark og den danske ambassadør: »Dette er ikke bare en traditionel etikette, det er faktisk en norm for, hvordan man skal opføre sig, når man er akkrediteret her til landet.« Den russiske reaktion er højst usædvanlig og meget langt fra almindelig diplomatisk tone, siger professor Martin Marcussen, der forsker i diplomati ved Københavns Universitet. »Det her er oppe i det høje leje,« siger Martin Marcussen, der har læst en oversættelse af Marija Zakharovas udtalelser. Rusland kan potentielt smide den danske ambassadør hjem på baggrund af de ting, de anklager ham for, vurderer han. Selviske danske interesser Sagen drejer sig om Carlsbergs russiske Baltika-bryggerier. Den russiske stat overtog i juli kontrollen med bryggerierne, mens to tidligere direktører nu er blevet varefængslet og beskyldt for at have skadet den russiske stat med deres arbejde for den danske virksomhed. Samme skæbne kan sagtens overgå andre danske virksomheder, der stadig er i Rusland, lød det i sidste uge fra Jakob Henningsen til Berlingske: »Retsstatsprincipperne er, som nationaliseringen af Carlsberg med al tydelighed viser, sat ud af kraft. Hvis det bliver politisk opportunt at tage værdier fra virksomheder fra uvenlige lande, er jeg derfor ikke i tvivl om, at de vil gøre det.« Konkret står de to fængslede direktører anklaget for at have overført licensrettighederne til at brygge en række ølmærker fra Carlsbergs virksomhed i Rusland til Carlsbergs virksomhed i Kasakhstan. Det skulle være sket, inden staten tog kontrol med bryggerierne. Alligevel bliver de to direktører beskyldt for at have gjort skade på den russiske stat ved at forringe bryggeriernes værdi: »Med deres handlinger har de påført staten skade for mange millioner ved at arbejde i den selviske interesse for et dansk selskab,« lød det tirsdag fra Marija Zakharova. Kan sende ham hjem Det russiske udenrigsministerium mener, at den danske ambassadør med sine udtalelser uretmæssigt har blandet sig i Ruslands juridiske system, og dermed landets indre anliggender. Det er i strid med Wienerkonventionen fra 1961, der dikterer de diplomatiske spilleregler. Det er typisk den paragraf, man bruger til at sende ambassadører hjem for en kortere eller længere periode, siger professor Martin Marcussen. Hvis Rusland ønsker at gøre det her, står det dem frit for. Det er dog langtfra sikkert, at det får så alvorlige konsekvenser for den danske ambassadør. Marija Zakharova er i forvejen kendt for at være meget konfrontatorisk i sine udtalelser. Derfor skal de voldsomme anklager måske kun høres som en advarsel. »Det kan være, det skal skræmme den dansk ambassadør til at skrue ned for charmen,« siger Martin Marcussen. I det danske Udenrigsministerium giver den russiske bredside umiddelbart ikke anledning til bekymring: »Rusland ser tydeligvis anderledes på denne sag end Danmark. Det er ikke nyt, at det russiske udenrigsministerium udtaler sig kategorisk og robust. Den reaktion har vi set over for en række lande, der har sagt tydeligt fra over for den russiske invasion af Ukraine. Både Danmark og Rusland har interesse i at fastholde de diplomatiske forbindelser,« lyder det i et skriftligt svar fra Udenrigsministeriet. https://www.berlingske.dk/internationalt/otte-minutters-skideballe-rusland-langer-ud-efter-dansk-ambassadoer